Den første samtale går oftest med at lære hinanden at kende og tale om baggrunden for, at du har opsøgt terapi. Vi sporer os ind på, hvad vi skal arbejde med i terapien og bliver enige om hvordan vi skal fortsætte.
De fleste klienter har gavn af min. 3-5 samtaler – men nogle har det fint med en enkelt.
Jeg holder et trygt og fortroligt rum for vores samtale, hvor vi ved hjælp af en række konkrete redskaber og reflekterende spørgsmål udforsker dine følelser, udfordringer og reaktionsmønstre. Dette giver dig ny indsigt og en dybere forståelse af dig selv, så du bevidst kan begynde at arbejde dig hen imod en positiv forandring.
I terapien er der plads til alle følelser, og det kan være en fordel at du giver dig selv lidt ro efter samtalen, så det, der har været oppe at vende, får tid til at lande i dig.
Nogle klienter kan godt lide at få konkrete øvelser og opgaver med hjem, andre har primært brug for at blive lyttet til og støttet gennem samtalen.
Samtalerne kan både afholdes online og på Frederiksberg.
