Er du dig selv i dit parforhold?
- Bettina Therkildsen
- 21. apr. 2024
- 3 min læsning
Opdateret: 22. apr. 2024
Hvis du tvivler på, om du og din partner stadig er rigtige for hinanden, er du måske også i gang med at gøre dig dybe overvejelser omkring din egen identitet. Perioden op til en livsændrende beslutning som en skilsmisse kan være fyldt med intens usikkerhed og et mylder af bekymringer. Tanker om, hvem du kunne være uden din partner, og hvordan du ville klare livet alene, kan virke skræmmende og uoverskuelige. I dette indlæg vil jeg dykke ned i nogle af disse dilemmaer og give dig indsigt i, hvordan du bedst navigerer igennem dem.
Kan jeg klare mig selv?
"Er jeg økonomisk og følelsesmæssigt forberedt på at leve alene? Hvordan vil jeg håndtere dagligdagens udfordringer uden den tryghed, det er at være to?"
Det er afgørende at vurdere din nuværende situation realistisk. Er du i stand til at stå på egne ben, eller skal du styrke visse områder, før du føler dig sikker, uafhængig og selvstændig? Det kan være en god idé at søge rådgivning om økonomi eller personlig udvikling for at få et klarere overblik over din økonomiske situation og mentale ressourcer.
Hvem er jeg uden min partner?
"Mit selv og min identitet er tæt knyttet til mit parforhold. Hvordan vil jeg se mig selv, og hvordan vil andre se mig, hvis jeg ikke længere er i dette forhold?"
At reflektere over, hvem du er uden for dit parforhold, kan være udfordrende, men det er en vigtig del af dine overvejelser. Dediker tid til selvrefleksion eller terapi for at udforske dine personlige værdier, drømme og mål uden din partners indflydelse. Denne proces kan være gavnlig, uanset om du vælger at blive eller gå.
Hvordan skal jeg håndtere sociale arrangementer alene?
"Vil jeg føle mig ensom til sociale begivenheder, hvor jeg tidligere altid har haft min partner ved min side? Hvordan vil andre opfatte mig?"
Bekymringerne om sociale situationer er naturlige og forståelige. Overvej dine eksisterende sociale netværk og relationer. Er der personer, du kan komme tættere på, som kan give dig en følelse af tryghed? Mange vil gerne hjælpe, også de mere perifære bekendtskaber. Husk, at bekymringer om, hvad andre tænker, ofte er større i dit eget hoved. Overvej også at udvide dit sociale netværk eller deltage i nye fællesskaber, der kan berige dit sociale liv.
Finder jeg nogensinde kærligheden igen?
Dette er en af de bekymringer, der fylder allermest hos mine klienter. Frygten for ensomhed kan være så stærk, at nogle vælger at blive i et dysfunktionelt forhold, fordi alternativet – at være alene – synes værre. Hvis du frygter, at du aldrig vil finde kærligheden igen, så husk at personlig vækst og heling efter et forhold kan øge dine chancer for at opbygge sundere og stærkere relationer i fremtiden. Er du åben for denne rejse?
Hvordan håndterer jeg frygten for at miste mig selv?
Bekymringen for at miste din forstand eller at bryde sammen under presset fra en skilsmisse, uden din partner til at samle dig op, er overvældende og samtidig helt naturlig.
Vurdér om du har de nødvendige støttesystemer og ressourcer til at håndtere denne overgang. Mental sundhed og forberedelse er afgørende. Overvej at lave en plan for, hvordan du mentalt vil klæde dig på, og hvilke netværk og professionelle ressourcer du kan trække på gennem en vanskelig periode. Det kan både være nære venner og familie, men også nye grupper og netværk, du kan opsøge og engagere dig i.
Forhold dig til dine bekymringer
Hvis du overvejer, om du skal blive eller gå, er det vigtigt, at du anerkender og forholder dig til hver eneste af dine bekymringer. De er der af en årsag og fortjener din opmærksomhed. Husk også, at selve beslutningsprocessen er en rejse, der kan føre til dybere selvindsigt og personlig vækst, uanset dit valg.
Det kan også være nyttigt at tale med en terapeut eller rådgiver, som kan hjælpe dig med at navigere i dette komplekse følelsesmæssige landskab. Søg hjælp og støtte fra mennesker, du kan tale med om dine overvejelser, uden de har en mening om, hvad der er det rigtige for dig at gøre, og uden de presser på for en hurtig løsning. Beslutningen skal føles sand for dig, og det gør den kun, hvis den er din egen.
Få det bedste ud af livet 🦋
Kh Bettina

Comments